Uha det her bliver nok lidt af en rodebutik, men når man har en 2-3 emner der presser sig på er det om at få dem ned på "papir" inden de langsomt siver ud i glemslen tomrum...
Et spørgsmål om etik i det små...
Der har været en del op og vende omkring etik, hvad må man og hvad må man ikke... Skal det være tilladt og yde aktiv dødshjælp og er det virkelig normale mennesker der kan bede om at få deres barn aflivet fordi det ikke lever op til forventningerne... Tror lige jeg vil køre etik-spørgsmålet ned i et lavere gear og spørge : Forlanger vi for meget af vores samfund...?
Oplever af og til mennesker der sidder i samme situation som mig, eller rettere den minder om, for ingen "sager" omkring handicappede børn er ens, har meget forskelligt syn på hvad der ret og hvad der er rimeligt. Bevares vi får absolut ingen hjælp til at finde ud af hvad vi har krav på og hvilke ting vi kan søge om, dette selvom der i kommunerne er ansat folk til at oplyse om det!?! Men oplever nogle mennesker lever i en verden hvor folk, og for at blive i disse dages EM retorik, går mere efter manden end efter bolden... Folk der ofre masser af tid på at sætte sig for at malke systemet, lave skemaer og bruge flere timer om ugen på at udregne den næste ansøgning eller klagesag... Bevares jeg har da også sat mig ind i en del lovstof, men kunne aldrig finde på at ansøge om noget, som jeg måske nok havde ret til, men hvem siger vi har behovet for det... Har i en del år nu kørt en fornuftig dialog med sagsbehandlere og ergoterapeuter på kommunen, og det har virkelig båret frugt her seks år efter vores liv tog en uventet drejning... Vi får stort set alt vi beder om, Tabt arbejdsfortjeneste, kurser, hjælpemidler og merudgifter bliver dækket efter en fornuftig dialog... Og er der noget der trænger til at blive reguleret, kræver det bare en mail eller opringning så er alt på plads... Kald det held eller kald det en ordenlig omgang og behandling af resurser... Er helt sikker i min sag, at være der for Emelie og familien er vigtigere for mig end at vi går efter alt det vi har krav på...
En rigtig mand
Hvad fanden er en rigtig mand, tja, for mig er det en der passer godt på sine børn og beskytter sine nærmeste... En der går forrest når der skal tages fat, den praktiske gris der handler selv når følelserne tager over... kort sagt den perfekte "container"
Dertil er forventningen vel, den brede danske mand, der kan klare alt, får drengebørn og som bare skal kunne klare hele verden!
I såfald kommer det sgu nok til at knibe lidt for mig at smykke mig med denne titel...
Har lige fået forlænget min orlov og kan nu i ro og mag koncentrer mig om at passe på mig selv og Emelie om natten. Men føler mig sgu ikke særlig mandig, når jeg står der og sender børnene afsted om morgenen,
laver mad og gør rent... Men jeg kan godt mærke at jeg mangler nogle kvindelige gener, for hold da op hvor er jeg elendig til at multitaske* :) Jeg bilder mig selv ind at det er den manglende søvn der gør det... Så for at give mandigheden endnu et hak i tuden, så kan jeg til tider mest beskrives som en hovedløs høne der farer rundt og snakker lidt for meget med mig selv når jeg går rundt herhjemme, alene i huset...
Men ved i hvad, jeg er da heldigvis vokset fra behovet om at føle mig som en rigtig mand, føler mig mere som den perfekte far for mine børn, der kæmper for at give dem den trygge barndom og udvikling de har brug for... Specielt i vores meget specielle familie :)
Rigtig god weekend til alle
TT
PS. Kommentar feltet har det med at drille, brug evt anonym-funktionen og skriv evt. et "mvh"
* Nyere forskning viser faktisk at mænds hjerner rent fysisk er bedre bygget end kvinders til at multitaske... men noget er viden og noget andet er erfaringer he he!
fredag den 15. juni 2012
fredag den 8. juni 2012
Et lille brev...
Kære Nanna
Det sker af og til, nogle gange oftere end andre, at far snerrer af dig og virker sur. Nogle gange har du ikke gjort andet end at gå lidt i vejen eller bare stillet det samme spørgsmål tre gange uden at have fået det svar du ledte efter... Men uanset hvad der sker og hvor vores skænderier fører os hen, ender det altid med at du giver mig et knus og viser mig din ubrydelige kærlighed...
Ved godt der er mange ting der ikke er nemme, du har en alder hvor du udvikler dig rigtig meget, og de rammer du vokser op i minder ikke om dem de fleste andre børn har, men vi kæmper for at gøre det så godt vi kan... Selvom du er en af dem der "lider" mest under presset og manglende overskud, er du en utrolig livsglad pige der vil frem i verden og som gang på gang viser storesøster hvor meget du holder af hende, til trods for hun ikke er som andre børn og ikke bare kan springe op og lege med dig... Du er smadder god til at inddrage hende og er klar med en forklaring af hvor Emelie er som hun er når folk spørger... Og du er stolt af din storesøster, det lyser ud af dig.
Hvad fremtiden bringer ved vi af gode grunde ikke, men du må aldrig tvivle på min evige kærlighed jeg er der for dig hvad end livets vej må byde dig af op og nedturer.
Knus Far
Kære Emelie
Under en time før du blev født var du en helt "normal" pige der var klar til at komme ud, men noget gik galt og livet tog en uventet drejning for os og ikke mindst for dig...
Tænker tit når jeg holder dig i hånden om natten og du kigger op på mig med de bange øjne mens dine ben kramper eller når du ikke kan sove... Kan se på dig du tænker " Er du ikke sød at hjælpe mig far", dine øjne og din mimik fortæller mig mere, end nogen talte ord ville kunne... Tror dine drømme indholder masser af håb og at du kan rende rundt og lege som alle andre, det bilder jeg mig ihvertfald ind når jeg kigger på dig når du sover. Det giver mig en ro, at du, når du sover, har et pusterum fra dagligdagens problemer... Du ved du er en helt normalt begavet pige, fanget i en umulig krop, og ingen kan forestille sig de frustrationer du gennemgår, men de overgår med sikkerhed dem vi andre render rundt med...
Ingen ved hvor længe vi får lov at beholde dig, men lover dig, at jeg vil være der for dig uanset hvad der sker. Vil bære dig, støtte dig, hjælpe dig og gå gennem ild og vand for at du kan få alt den glæde ud af livet du kan. Vi andre har det sgu nemt, så at du stadig viser en kæmpe livsglæde og har overskud til at sende et smil af sted trods alt det dit sind og din krop gennemgår, viser bare at jeg har ret når jeg siger... Du er sgu den sejeste tøs i verden!
Knus Far
Tja... lidt underlig måde dette blogindlæg endte med at blive på, men havde egentlig bare lyst til at skrive et lille "brev" til mine børn... Om hvor svært det er at fortælle dem hav man egentlig føler! Fik inspirationen fra et digt, som er skrevet af en engelsk mor til et handicappet barn uden sprog, så det får i også lige her ...
Det sker af og til, nogle gange oftere end andre, at far snerrer af dig og virker sur. Nogle gange har du ikke gjort andet end at gå lidt i vejen eller bare stillet det samme spørgsmål tre gange uden at have fået det svar du ledte efter... Men uanset hvad der sker og hvor vores skænderier fører os hen, ender det altid med at du giver mig et knus og viser mig din ubrydelige kærlighed...
Ved godt der er mange ting der ikke er nemme, du har en alder hvor du udvikler dig rigtig meget, og de rammer du vokser op i minder ikke om dem de fleste andre børn har, men vi kæmper for at gøre det så godt vi kan... Selvom du er en af dem der "lider" mest under presset og manglende overskud, er du en utrolig livsglad pige der vil frem i verden og som gang på gang viser storesøster hvor meget du holder af hende, til trods for hun ikke er som andre børn og ikke bare kan springe op og lege med dig... Du er smadder god til at inddrage hende og er klar med en forklaring af hvor Emelie er som hun er når folk spørger... Og du er stolt af din storesøster, det lyser ud af dig.
Hvad fremtiden bringer ved vi af gode grunde ikke, men du må aldrig tvivle på min evige kærlighed jeg er der for dig hvad end livets vej må byde dig af op og nedturer.
Knus Far
Kære Emelie
Under en time før du blev født var du en helt "normal" pige der var klar til at komme ud, men noget gik galt og livet tog en uventet drejning for os og ikke mindst for dig...
Tænker tit når jeg holder dig i hånden om natten og du kigger op på mig med de bange øjne mens dine ben kramper eller når du ikke kan sove... Kan se på dig du tænker " Er du ikke sød at hjælpe mig far", dine øjne og din mimik fortæller mig mere, end nogen talte ord ville kunne... Tror dine drømme indholder masser af håb og at du kan rende rundt og lege som alle andre, det bilder jeg mig ihvertfald ind når jeg kigger på dig når du sover. Det giver mig en ro, at du, når du sover, har et pusterum fra dagligdagens problemer... Du ved du er en helt normalt begavet pige, fanget i en umulig krop, og ingen kan forestille sig de frustrationer du gennemgår, men de overgår med sikkerhed dem vi andre render rundt med...
Ingen ved hvor længe vi får lov at beholde dig, men lover dig, at jeg vil være der for dig uanset hvad der sker. Vil bære dig, støtte dig, hjælpe dig og gå gennem ild og vand for at du kan få alt den glæde ud af livet du kan. Vi andre har det sgu nemt, så at du stadig viser en kæmpe livsglæde og har overskud til at sende et smil af sted trods alt det dit sind og din krop gennemgår, viser bare at jeg har ret når jeg siger... Du er sgu den sejeste tøs i verden!
Knus Far
Tja... lidt underlig måde dette blogindlæg endte med at blive på, men havde egentlig bare lyst til at skrive et lille "brev" til mine børn... Om hvor svært det er at fortælle dem hav man egentlig føler! Fik inspirationen fra et digt, som er skrevet af en engelsk mor til et handicappet barn uden sprog, så det får i også lige her ...
torsdag den 3. maj 2012
Et spørgsmål om tro
I morgen er det så St. Bededag, denne lidt smånaive helligdag, som efter århundrede åbenbart stadig har sin berettigelse... Men dagens navn fik mig til at tænke tilbage på en situation, der i den grad rykkede ved mit småateistiske verdensbillede...
Emelie var ca. 1½ dag gammel da en sygeplejerske kl 5 om morgenen vækkede os og sagde at vi skulle skynde os ned på den afdeling stue Emelie lå. Hun havde fået værer i løbet af natten og var begyndt at krampe, kramperne var så voldsomme og så lange at lægerne ikke var sikre på hun ville overleve i særlig lang tid. Der var blevet ringet til Riget og deres "Baby-ambulance" var på vej med politiescorte... Lægen tog fat i os og anbefalede at vi straks fik foretaget en nøddåb inden hun blev hentet... På det tidspunkt var vi overbeviste om at den vigtigste grund til dette var, at så havde vi et navn til hendes gravsten.
Jeg fik den opgave at ringe til mine forældre og svigerforældre, så de, hvis de kunne nå det, kunne sige farvel til Emelie... Det var de sværeste opkald i mit liv, og da jeg havde lagt på, sank jeg sammen på gulvet og græd som pisket... Og så gjorde jeg noget jeg aldrig har gjort før... Jeg bad til gud om hjælp...
Præsten var kommet da jeg kom retur og Emelie havde fået lagt en hvid tyl-skjorte med lyserøde bånd over sig, og selvom slanger og ledninger stak ud alle vegne var det på en måde en smuk oplevelse lige i det sekund... Da præsten begyndte at tale brød vi begge sammen, det var mere end vi kunne rumme, nu kom det hele virkeligt tæt på igen... Da ceremonien var færdig sad vi helt stille i noget der føles en evighed... Ambulancen fra Riget kom og de læger der var med tilså Emelie i lang tid... Kramperne var stoppet og hendes værdier var i bedring...
På Riget brugte de meget tid på at få hende ud af alt den medicin hun havde fået for at "flå" hende ud af kramperne, hun skulle simpelthen afvendes... Og efter det gik alt heldigvis fremad og vores dejlige skat er hos os endnu :)
Vi har tit talt om dåben, og om hvordan det hele vendte efter den... Var det et tilfælde eller holder nogen hånden over hende... Aner det virkelig ikke, men ligger nu og da Darwinismen og ateismen på hylden, kigger op i himmelen og sender en lille tak for hver dag der er gået...
Glædelig St. Bededagsferie til jer alle
TT
Emelie var ca. 1½ dag gammel da en sygeplejerske kl 5 om morgenen vækkede os og sagde at vi skulle skynde os ned på den afdeling stue Emelie lå. Hun havde fået værer i løbet af natten og var begyndt at krampe, kramperne var så voldsomme og så lange at lægerne ikke var sikre på hun ville overleve i særlig lang tid. Der var blevet ringet til Riget og deres "Baby-ambulance" var på vej med politiescorte... Lægen tog fat i os og anbefalede at vi straks fik foretaget en nøddåb inden hun blev hentet... På det tidspunkt var vi overbeviste om at den vigtigste grund til dette var, at så havde vi et navn til hendes gravsten.
Jeg fik den opgave at ringe til mine forældre og svigerforældre, så de, hvis de kunne nå det, kunne sige farvel til Emelie... Det var de sværeste opkald i mit liv, og da jeg havde lagt på, sank jeg sammen på gulvet og græd som pisket... Og så gjorde jeg noget jeg aldrig har gjort før... Jeg bad til gud om hjælp...
Præsten var kommet da jeg kom retur og Emelie havde fået lagt en hvid tyl-skjorte med lyserøde bånd over sig, og selvom slanger og ledninger stak ud alle vegne var det på en måde en smuk oplevelse lige i det sekund... Da præsten begyndte at tale brød vi begge sammen, det var mere end vi kunne rumme, nu kom det hele virkeligt tæt på igen... Da ceremonien var færdig sad vi helt stille i noget der føles en evighed... Ambulancen fra Riget kom og de læger der var med tilså Emelie i lang tid... Kramperne var stoppet og hendes værdier var i bedring...
På Riget brugte de meget tid på at få hende ud af alt den medicin hun havde fået for at "flå" hende ud af kramperne, hun skulle simpelthen afvendes... Og efter det gik alt heldigvis fremad og vores dejlige skat er hos os endnu :)
Vi har tit talt om dåben, og om hvordan det hele vendte efter den... Var det et tilfælde eller holder nogen hånden over hende... Aner det virkelig ikke, men ligger nu og da Darwinismen og ateismen på hylden, kigger op i himmelen og sender en lille tak for hver dag der er gået...
Glædelig St. Bededagsferie til jer alle
TT
fredag den 27. april 2012
Det soranske forår
Titlen kunne godt lede tankerne hen på et oprør mod kommunen, men den tankegang er midlertidigt pakket ned, vi er rigtig gode venner lige nu...
Efter en uge der er brugt på at rette skude op efter sidste weekends mareridts oplevelse, modtog vi i går et brev fra kommunen med gode nyheder...
Vi har fået bevilget at vi kan få seler i bilen så vi kan fastspænde Emelie i sin kørestol, efter 2 års kamp lykkedes det endnu engang at skabe præcedens i en sag mod Sorø kommune, og vi fornemmer de er ved at være møre... Det virker i hvertfald som om tingene glider lidt nemmere nu, så fat mod, så der findes moral i det offentlige system :)
Det lyder måske egentlig ikke er så meget, det er jo bare en sele, men efter at have løftet Emelie op i bilen, med et løft der ville få arbejdstilsynet til bødeblokken med det samme, i så lang tid, er det bare lykken... Og husk det er de små ting her i livet der betyder mest.
Det, kombineret med det skønne forårsvejr, der for første gang for alvor har sendt den faderen i huset i haven, gør at humøret igen er vendt tilbage til det lille hus i Dianalund.
God weekend til jer alle derude :)
TT
Efter en uge der er brugt på at rette skude op efter sidste weekends mareridts oplevelse, modtog vi i går et brev fra kommunen med gode nyheder...
Vi har fået bevilget at vi kan få seler i bilen så vi kan fastspænde Emelie i sin kørestol, efter 2 års kamp lykkedes det endnu engang at skabe præcedens i en sag mod Sorø kommune, og vi fornemmer de er ved at være møre... Det virker i hvertfald som om tingene glider lidt nemmere nu, så fat mod, så der findes moral i det offentlige system :)
Det lyder måske egentlig ikke er så meget, det er jo bare en sele, men efter at have løftet Emelie op i bilen, med et løft der ville få arbejdstilsynet til bødeblokken med det samme, i så lang tid, er det bare lykken... Og husk det er de små ting her i livet der betyder mest.
Det, kombineret med det skønne forårsvejr, der for første gang for alvor har sendt den faderen i huset i haven, gør at humøret igen er vendt tilbage til det lille hus i Dianalund.
God weekend til jer alle derude :)
TT
mandag den 23. april 2012
Den grimme tanke...
Dette bliver nok det sværeste indlæg jeg endnu har skrevet, og når indlægget er færdig skrevet har et par solide tårer nok også ramt mit tastatur...
Vi blev ringet op af Emelies aflastning sent lørdag formiddag, hun krampede, trak ikke vejret og de havde ringet 112, vi skyndte os at aflevere en total forvirret lille søster hos en grædende farmor, og kørte mod Holbæk... Det er ikke rart ikke selv at være der når den slags sker, det er vi jo vant til... Undervejs var vi blevet kontaktet af den person fra aflastningen, der havde været med til at sende hende afsted, hun kunne fortælle os at alt var under kontrol, at hun trak vejret og kramperne var stoppet med en stesolid...
Vi var selv tættere på Holbæk og vidste at ambulancen var bag os, men pludselig skete en af de ting der virkeligt sætter ens nerver på en prøve... Ambulancen havde åbenbart tændt for sirenen og de blå blink og bankede lige pludseligt uden om os... Jeg nåede at tænke en masse grimme tanker, pludselig var min ellers så løsningsorienterede hjerne slået fra... Tændte katastrofeblinket og kørte så hurtigt jeg kunne de sidste par kilometer ind til sygehuset... Inde ved akutmodtagelsen sad en yngre sygeplejerske og udfyldte nogle papirer, hun virkede ikke synderligt interesseret i at hjælpe de synligt oprørte forældre... Men vi blev dig henvist til den akutstue hun var på... Lettelsen var stor da vi kunne se vores pige, som godt nok var rimeligt omtåget, smile svagt til os... Grunden til den overraskende udrykning var åbenbart at de ville hurtigere igennem trafikken og ikke så meget fordi Emelies situation var forværret... Arhh det var sgu tarveligt...
Nå, men da lysten til at losse Falck-redderen havde lagt sig, kom de andre tanker...Tanker som har været der før... Vi ved og vender os gradvist til tanken, selvom det er umuligt... Er Emelie her på lånt tid, skal vi vende os til tanken om at vi en dag skal begrave vores barn..? Selvom statistikken taler for at børn, der som Emelie er normalt begavede, lever stort set lige så længe som "normale" mennesker, så er alt det hun gennemgår hårdt for hendes spinkle krop... Vi glæder os over hver dag vi har sammen med hende, hun er vores eget lille mirakel der slet ikke burde værre her, men nogen holdte hånden over hende da hun blev født. Vi er ikke religiøse, men vi håber den hånd følger hende og hjælper hende igennem livets svære stunder...
"Containeren" slår igen revner efter sådan en omgang, og folk skal ikke komme for tæt på, jeg er ikke oplagt til andet end at passe på min familie og mine nære forpligtelser... Det er ikke alle der kan forstå det, men det kan altså ikke være mit problem... Må lære at udstråle mindre venlighed når resten af systemet ikke kan følge med...
TT
torsdag den 19. april 2012
Noget om fremtiden og bremseklodser...
Der er mange ting der skal tages stilling til her i livet, nogle beslutninger er større og har mere langtrækkende konsekvenser end andre...
Da vi for snart 5 år siden skulle beslutte om vi skulle følge lægernes råd og i huj og hast få et barn mere af hensyn til vores egen helings proces og af hensyn til Emelie, var beslutningsprocessen meget kort og "om lidt" fylder Nanna 4 :)
Den første tid var hård, Tinas graviditet var kompliceret af bækkenløsning og sukkersyge, der var rigtige mange bekymringer, og hun blev kontrolleret og scannet konstant, hun blev sågar indlagt i længere perioder... Vores egen og største bekymring gik naturligvis på om alt ville gå som planlagt, oplevelsen med Emelie sad jo stadig frisk i erindringen...
Alt gik "selvfølgelig" som det skulle og ud over lidt allergi, astma og feberkramper nu og da er hun en super glad pige med krudt i bagdelen... Hun fiser rundt, leger med pigerne, slås med drengene og ELSKER sin storesøster og vil gøre alt for at hjælpe til. Vi har lovet hinanden at Nanna skal have lov til at være et barn og ikke være den 3. voksne omkring Emelie her i huset, men båndet er stærkt mellem dem og Nanna har et kæmpe hjerte :)
Snakken falder nu og da, bland andet med hjælp fra mere eller mindre nævenyttige søskende, om hvorvidt at vi skal have et barn mere... Vi har fået oplevelserne med Emelie så meget på afstand og fremtiden en anden nu end den var for 5 år siden, så selvfølgelig er overvejelserne der, at påstå andet ville være en løgn...
Tænk at kunne nyde en graviditet, at kunne nyde det lille væsen, at kunne bruge sin erfaring fra Nanna, for i bund og grund er hun jo vores "første" barn... Hov hvad var det han sagde... Ja Nanna er jo vores "første" barn, ihvertfald i den henseende at hun har givet os de ting som "normale" børn giver deres forældre til livets store rygsæk... misforstå mig nu ikke, men der er ikke mange af de ting, vi oplevede med Emelie det første år, vi kunne bruge til meget omkring Nanna...
Jeg indrømmer gerne at jeg er den, der i øjeblikket, har de største bremseklodser på, og en lidt kortere tidshorisont hvad angår "deadline"... Emelie fylder stadig rigtig meget i min "container" og Nannas plads er under udvidelse, men stadig mindre end Emelies... Det er en sindssyg hård indrømmelse at komme med og det har bestemt ikke noget at gøre med at jeg elsker den ene mere end den anden, men blot en konstatering af, at jeg har set og oplevet ting med Emelie som har ridset nogle gevaldige spor i mig...
Om tiden kommer hvor vi er klar til en familieforøgelse, jeg håber det af hele mit hjerte, men med så mange andre ting her i livet, gives der ingen garantier...
TT
Da vi for snart 5 år siden skulle beslutte om vi skulle følge lægernes råd og i huj og hast få et barn mere af hensyn til vores egen helings proces og af hensyn til Emelie, var beslutningsprocessen meget kort og "om lidt" fylder Nanna 4 :)
Den første tid var hård, Tinas graviditet var kompliceret af bækkenløsning og sukkersyge, der var rigtige mange bekymringer, og hun blev kontrolleret og scannet konstant, hun blev sågar indlagt i længere perioder... Vores egen og største bekymring gik naturligvis på om alt ville gå som planlagt, oplevelsen med Emelie sad jo stadig frisk i erindringen...
Alt gik "selvfølgelig" som det skulle og ud over lidt allergi, astma og feberkramper nu og da er hun en super glad pige med krudt i bagdelen... Hun fiser rundt, leger med pigerne, slås med drengene og ELSKER sin storesøster og vil gøre alt for at hjælpe til. Vi har lovet hinanden at Nanna skal have lov til at være et barn og ikke være den 3. voksne omkring Emelie her i huset, men båndet er stærkt mellem dem og Nanna har et kæmpe hjerte :)
Snakken falder nu og da, bland andet med hjælp fra mere eller mindre nævenyttige søskende, om hvorvidt at vi skal have et barn mere... Vi har fået oplevelserne med Emelie så meget på afstand og fremtiden en anden nu end den var for 5 år siden, så selvfølgelig er overvejelserne der, at påstå andet ville være en løgn...
Tænk at kunne nyde en graviditet, at kunne nyde det lille væsen, at kunne bruge sin erfaring fra Nanna, for i bund og grund er hun jo vores "første" barn... Hov hvad var det han sagde... Ja Nanna er jo vores "første" barn, ihvertfald i den henseende at hun har givet os de ting som "normale" børn giver deres forældre til livets store rygsæk... misforstå mig nu ikke, men der er ikke mange af de ting, vi oplevede med Emelie det første år, vi kunne bruge til meget omkring Nanna...
Jeg indrømmer gerne at jeg er den, der i øjeblikket, har de største bremseklodser på, og en lidt kortere tidshorisont hvad angår "deadline"... Emelie fylder stadig rigtig meget i min "container" og Nannas plads er under udvidelse, men stadig mindre end Emelies... Det er en sindssyg hård indrømmelse at komme med og det har bestemt ikke noget at gøre med at jeg elsker den ene mere end den anden, men blot en konstatering af, at jeg har set og oplevet ting med Emelie som har ridset nogle gevaldige spor i mig...
Om tiden kommer hvor vi er klar til en familieforøgelse, jeg håber det af hele mit hjerte, men med så mange andre ting her i livet, gives der ingen garantier...
TT
torsdag den 12. april 2012
Når containeren slår revner...
Det her bliver nok en halv rodet omgang, men så er i advaret !
Det er længe siden jeg sidst har kunnet samle tankerne omkring denne blog, sygdom og uheld har væltet ned over den lille familie i den sidste halvanden måneds tid, og er mildest talt ved at være rimelig ør i mit, i forvejen rundtossede, hoved...
Ikke nok med at helbredet svigter og stort set alle aftaler om søsterhygge og fridage til at være sig selv og hinanden er blevet blæst langt væk, så er der så sindssygt mange beslutninger der skal tages... Emelie "kommunikations-tog" buldre derudaf med 120 i timen og der skal tages 117 beslutninger omkring ombygningen af huset...
Derudover kommer det faktum at min TA udløber lige om lidt og jeg på den ene side har brug for at få den forlænget, men på den anden side rimelig sikker på at jeg bliver total bims af at være i selvskab med mig selv et halvt år til... Allerhelst ville jeg jo gerne have et arbejde bare 5-10 timer ugen så jeg kunne få lidt social fornemmelse ind under neglene igen... Er også sikker på at kommunen ville klappe i deres små hænder, hvis jeg kunne finde et arbejde og så selv kunne regulere de timer jeg havde behov for, men sådan en arbejdsgiver findes desværre ikke, har ihvertfald ikke fundet ham eller hende endnu...
Må indrømme at den senere tids udfordringer og tanker slider meget på mig og det går ud over min familie, for jeg er gået hen og blevet en lidt indelukket og halvsur gammel mand fanget i en knap så gammel mands krop... Specielt folk uden for husets fire vægge ser mig som en hængt kat med følelserne uden på tøjet (skræmmende metafor, ved det godt) Specielt min kære mor, far og lillesøster har fået lidt igen, for uha..hvor bliver man nærtagende...
Herhjemme finder jeg ro og en underlig form for forståelse på et eller andet plan, fordi det er noget vi er sammen om.. MEN skal være den første til at indrømme, at jeg bestemt heller ikke er nogen drømmemand/far lige for tiden... Det er en svær tid for os alle, men mænd er og bliver containere, vi kan rumme meget før hængslerne sprænger... Metalet er begyndt at slå revner... Og lov mig en ting : Grib mig hvis jeg falder... Jeg lover jer alle, at den Thomas i kender, vender tilbage med fornyet styrke, når tingene en dag falder i hak... Sommeren nærmer sig heldigvis så mon ikke det hele lysner både inde som ude...
TT
Ps. Glemte helt at nævne regeringens begyndende hetz mod forældre med handicappede børn og den lokale grundejerforenings brokkerier over at bl.a. vi til tider holder lidt uden for grunden for at kunne læsse Emelies kørestol... på den anden side, ingen af dem er værd at bruge spalteplads på :)
Go' Weekend, når i når så langt!
Det er længe siden jeg sidst har kunnet samle tankerne omkring denne blog, sygdom og uheld har væltet ned over den lille familie i den sidste halvanden måneds tid, og er mildest talt ved at være rimelig ør i mit, i forvejen rundtossede, hoved...
Ikke nok med at helbredet svigter og stort set alle aftaler om søsterhygge og fridage til at være sig selv og hinanden er blevet blæst langt væk, så er der så sindssygt mange beslutninger der skal tages... Emelie "kommunikations-tog" buldre derudaf med 120 i timen og der skal tages 117 beslutninger omkring ombygningen af huset...
Derudover kommer det faktum at min TA udløber lige om lidt og jeg på den ene side har brug for at få den forlænget, men på den anden side rimelig sikker på at jeg bliver total bims af at være i selvskab med mig selv et halvt år til... Allerhelst ville jeg jo gerne have et arbejde bare 5-10 timer ugen så jeg kunne få lidt social fornemmelse ind under neglene igen... Er også sikker på at kommunen ville klappe i deres små hænder, hvis jeg kunne finde et arbejde og så selv kunne regulere de timer jeg havde behov for, men sådan en arbejdsgiver findes desværre ikke, har ihvertfald ikke fundet ham eller hende endnu...
Må indrømme at den senere tids udfordringer og tanker slider meget på mig og det går ud over min familie, for jeg er gået hen og blevet en lidt indelukket og halvsur gammel mand fanget i en knap så gammel mands krop... Specielt folk uden for husets fire vægge ser mig som en hængt kat med følelserne uden på tøjet (skræmmende metafor, ved det godt) Specielt min kære mor, far og lillesøster har fået lidt igen, for uha..hvor bliver man nærtagende...
Herhjemme finder jeg ro og en underlig form for forståelse på et eller andet plan, fordi det er noget vi er sammen om.. MEN skal være den første til at indrømme, at jeg bestemt heller ikke er nogen drømmemand/far lige for tiden... Det er en svær tid for os alle, men mænd er og bliver containere, vi kan rumme meget før hængslerne sprænger... Metalet er begyndt at slå revner... Og lov mig en ting : Grib mig hvis jeg falder... Jeg lover jer alle, at den Thomas i kender, vender tilbage med fornyet styrke, når tingene en dag falder i hak... Sommeren nærmer sig heldigvis så mon ikke det hele lysner både inde som ude...
TT
Ps. Glemte helt at nævne regeringens begyndende hetz mod forældre med handicappede børn og den lokale grundejerforenings brokkerier over at bl.a. vi til tider holder lidt uden for grunden for at kunne læsse Emelies kørestol... på den anden side, ingen af dem er værd at bruge spalteplads på :)
Go' Weekend, når i når så langt!
Abonner på:
Opslag (Atom)