mandag den 23. april 2012

Den grimme tanke...



Dette bliver nok det sværeste indlæg jeg endnu har skrevet, og når indlægget er færdig skrevet har et par solide tårer nok også ramt mit tastatur...

Vi blev ringet op af Emelies aflastning sent lørdag formiddag, hun krampede, trak ikke vejret og de havde ringet 112, vi skyndte os at aflevere en total forvirret lille søster hos en grædende farmor, og kørte mod Holbæk... Det er ikke rart ikke selv at være der når den slags sker, det er vi jo vant til... Undervejs var vi blevet kontaktet af den person fra aflastningen, der havde været med til at sende hende afsted, hun kunne fortælle os at alt var under kontrol, at hun trak vejret og kramperne var stoppet med en stesolid...

Vi var selv tættere på Holbæk og vidste at ambulancen var bag os, men pludselig skete en af de ting der virkeligt sætter ens nerver på en prøve... Ambulancen havde åbenbart tændt for sirenen og de blå blink og bankede lige pludseligt  uden om os... Jeg nåede at tænke en masse grimme tanker, pludselig var min ellers så løsningsorienterede hjerne slået fra... Tændte katastrofeblinket og kørte så hurtigt jeg kunne de sidste par kilometer ind til sygehuset... Inde ved akutmodtagelsen sad en yngre sygeplejerske og udfyldte nogle papirer, hun virkede ikke synderligt interesseret i at hjælpe de synligt oprørte forældre... Men vi blev dig henvist til den akutstue hun var på... Lettelsen var stor da vi kunne se vores pige, som godt nok var rimeligt omtåget, smile svagt til os... Grunden til den overraskende udrykning var åbenbart at de ville hurtigere igennem trafikken og ikke så meget fordi Emelies situation var forværret... Arhh det var sgu tarveligt...

Nå, men da lysten til at losse Falck-redderen havde lagt sig, kom de andre tanker...Tanker som har været der før... Vi ved og vender os gradvist til tanken, selvom det er umuligt... Er Emelie her på lånt tid, skal vi vende os til tanken om at vi en dag skal begrave vores barn..? Selvom statistikken taler for at børn, der som Emelie er normalt begavede, lever stort set lige så længe som "normale" mennesker, så er alt det hun gennemgår hårdt for hendes spinkle krop... Vi glæder os over hver dag vi har sammen med hende, hun er vores eget lille mirakel der slet ikke burde værre her, men nogen holdte hånden over hende da hun blev født. Vi er ikke religiøse, men vi håber den hånd følger hende og hjælper hende igennem livets svære stunder...

"Containeren" slår igen revner efter sådan en omgang, og folk skal ikke komme for tæt på, jeg er ikke oplagt til andet end at passe på min familie og mine nære forpligtelser... Det er ikke alle der kan forstå det, men det kan altså ikke være mit problem... Må lære at udstråle mindre venlighed når resten af systemet ikke kan følge med...

TT

1 kommentar:

  1. Et klogt menneske sagde engang til undertegnede: nogle gange er livet ikke til høfligheder. - og ja, omgivelserne må affinde sig med ikke at kunne følge med jer! I lever i en anden virkelighed....

    SvarSlet