Fik idéen til dette indlæg da jeg for nogle uger siden læste en anden blog, og lod mig inspirere af en af de tilknyttede kommentarer. I kommentaren beskrev læseren, de folk som var forældre til handicappede børn, som overmennesker, og at hvis hun havde en hverdag som den blev beskrevet i bloggen var hun gået ned med flaget for længst...
"Rolig nu" tænkte jeg, er vi virkelig de her usårlige kæmper, der bare tromler derud af og kan klare alt ? Nej det tror jeg sgu ikke... Et overmenneske ville for mig være en der kunne tage sig af et barn med et handicap, samtidig med at kunne leve et helt normalt liv uden nogen former for kompromisser, og den slags mennesker findes ikke...
Jeg føler mig i hvertfald ikke overmenneskelig når jeg :
- Sover det halve af dagen fordi jeg har været oppe det meste af natten
- Ser tilbage på en erhvervskarriere der aldrig bliver den samme
- Mærker min ryg efter et forkert løft på Emelie
- Har råbt af lillesøster fordi jeg ikke havde overskud til hende
- Endnu engang skal pakke en taske til sygehuset, og ikke kan holde tårerne tilbage
osv. osv. osv.
Ville læseren og andre "gå ned" på at få et handicappet barm ? Nej det tror jeg såmænd ikke, men tanken om at ens hverdag kan blive ændret så radikalt, kan nok få de fleste til at tænke "Åh nej, det her ville jeg aldrig klare.." Har da selv tænk om visse andre personer, at det var da godt at det ikke var dem der havde fået et barn som f.eks. Emelie, for så havde de da brækket nakken og barnet været prisgivet... Men kommentaren fik mig til at tænke, ville de fleste af os ikke være i stand til at rette os selv og vores hverdag ind efter et sådan barn, det ville vi sikkert...
Selvfølgelig er det hårdt, men vi kompensere og ofre itng vi ikke ville ofre hvis situationen var en anden, vender vi os til det ? Det er sgu ikke sikkert, men sikkert er det VI VILLE IKKE BYTTE !
TT
