SORG OG KÆRLIGHED GÅR HÅND I HÅND
Om en måned rejser jeg til det
nordlige Tyskland, tilbage til det sted hvor jeg også var for tre år
siden, på samme tid. Grunden? Først og fremmest for at komme lidt
væk fra hverdagen, men også for at komme tilbage til det sted hvor
jeg, for tre år siden fik nyheden om at min mor var død hjemme i
Danmark...
Som de fleste af jer ved så havde jeg
et anstrengt forhold til min mor og sorgen over tabet kom aldrig
rigtig ud, hverken den dag eller dagen efter, min krop valgte dog den
efterfølgende dag at give efter , ikke i gråd eller sorg, men med
et angstanfald, noget jeg aldrig havde oplevet før, jeg havde det så
skidt at jeg, mere eller mindre, var sikker på jeg skulle dø... Min
krop valgte simpelthen at give efter og kortslutte og tankerne, i
dag, går på at den indestængte vrede og sorg var skyld i det, at
min krop bad mig slippe kontrollen og give slip!
Det er den eneste gang jeg har oplevet
et angstanfald, men kender et par stykker ,der dagligt kæmper med
angsten og I har min dybeste respekt. Det er et område der slet ikke
er nok fokus på!
Sorg kan komme ud i mange former, ikke
kun når vi mister, men også når liver feks ikke lever op til de
forventninger vi har eller når det tager uventede drejninger...
Sorger jeg oplevet er blandt andet :
Når Emelie ser lillesøster hoppe på
trampolinen ,velvidenene at det kan hun ikke, det skaber ikke kun en
sorg hos hende , men også hos os forældre... Tanken om at Emelie en
time før hun blev født var et sundt og rask barn og uheldige
omstændigheder at hun i dag er fanget i en umulig krop er en af mine
største sorger.
En anden ting er at se den kvinde man
elsker ikke længere kan det hun kunne før, i samme omfang,gør
ondt, ikke kun på hende men også på mig som pårørende, for man
mærker hvor meget det påvirker hende og man kan ikke gøre andet
end at være der og hjælpe så godt man kan, også selvom det er
vigtigt at give plads og ikke bare forsøge at overtage alt.
Sorgen over at miste er måske nok den
største, men sorg kommer i mage størrelser og det bringer mig
tilbage til Tyskland... Jeg glæder mig til at sidde ved søen og
mærke, mærke mig selv, min familie og det vennepar, som også var
med den gang, de der altid er der når det er svært og kan SE det...
Ikke mærke sorgen, for den er kommet, i små doser sidenhen, men for
at få afslutte ting med mig selv. For faktum er at jeg jo elskede
min mor på trods.
Sorg er, i min verden, noget der hænger
uløseligt sammen med kærlighed og de to ting kan ikke stå alene.