Man elsker da sin mor, gør man ikke ?

To år er gået siden jeg mistede min mor, ingen aner fortsat hvad der egentlig skete den morgen på Slagelse sygehus eller hvad der gik forud, gisninger er mange, men det eneste vi ved med sikkerhed er at hun ikke er her mere...

Fik for nyligt skudt i skoene at ; jeg aldrig elskede hende... Det var da noget af en påstand skal jeg da ellers lige love for, for ingenting kunne være mere usandt.

Min mor havde mange dæmoner at slås med, mange af dem bar hun videre fra sin egen barndom, hun så, oplevede og mærkede ting på sin egen krop intet menneske fortjener, og de slap hende aldrig. Hun valgte at tackle disse dæmoner med alkohol og en evig jagt på andre mænds anerkendelse, nogle gange de rigtige, men lige så tit de forkerte. Min far stod der altid og tog i mod hende og hjalp hende igennem de kriser hun havde, samlede hende op, kørte hende på skadestuen, psykiatrisk og tog hende tilbage hver eneste gang bare for at hun kunne svigte ham igen.

Husker engang, mellem de to ægteskaber med min far, at hun fandt verdens rareste mand gennem sit arbejde, han var pædagog af den gamle slags, musikalsk, kreativ og var super god omkring os og specielt Emelie, som var lille den gang og vi stadig var meget usikre på vores eget liv omkring hende, så han var virkelig en gave på det tidspunkt og havde det bedste forhold til min mor i mange år. En dag ringede han til mig, tydelig berørt, og spurgte om jeg kende til at min mor drak og det måtte jeg jo indrømme at hun havde en historie med. Hun havde, mildest talt, tømt baren og stukket af og nu kunne han ikke få fat i hende. Fandt pludselig mig selv, stå der, og trøste en granvoksen man der var opløst i gråd og af en eller anden grund ramte det hårdere end så meget andet. Blev utrolig gal på hende, fik fat i hende og hun fyldte mig, igen, med en masse forklaringer og historier, der endnu engang viste sig at være løgne.

Flere år gik, forholdet til hende blev langsomt bedre igen, hende og min far blev gift for anden gang og alt virkede, som om det faldt lidt på plads igen, hun var super god omkring Emelie og vi stolte på hende omkring hende. Vi brugte endda mine forældre som en slags aflastning i starten. Det hele virkede trygt og godt lige indtil et nytårsnat, hvor de passede Emelie, og min far, tydeligt berørt bad os komme med det samme... Det eneste jeg husker er at han fik fremstammet var ”I bliver nød til at komme,hun har tabt Emelie ned af trappen” alting stod stille og turen de få kilometer derud føltes som en hel nat, heldigvis var der ikke sket det store og Emelie var, foruden et par blå mærker, uskat... Den oplevelse ramte igen ned et sted hvor min egen barndoms erindringer spang op som et blødende sår og forholdet blev igen nulstillet. Hende og min fars forhold blev igen som i gamle dage, anstrengt, hun søgte andre og begyndte igen at drikke kontinuerligt og de blev igen skilt.

Hun havde mødt en ny mand, som arbejdede på den skole hun var ansat, hun ville gerne have jeg skulle møde ham, men havde sagt at jeg en gang for alle var færdig med at danne relationer til hendes mænd for jeg vidste jo ikke hvornår jeg stod med en som hun igen havde svigtet og det kunne jeg ikke. Mødte ham til begravelsen, han var god som dagen var lang, men hun havde også svigtet ham og lige der var følelserne blandet af at have gjort det rigtige og fortrydelsen over jeg aldrig lærte ham at kende.

Mens hun stadig boede sammen med denne mand var vi så småt begyndt at snakke sammen igen, en dag måtte jeg ringe til hende for bede om hendes hjælp, brød mig egentlig ikke om at skulle bede hende om hjælp, men et trafikuheld hvor både Tina og hendes søskende var involveret i, krævede at de alle skulle hentes med ambulancer og det hele gik ikke op rent logistisk, så var nødsaget til at bede hende om at komme og se efter Emelie. Det endte med at blive det sidste slag der for alvor satte vores forhold over styr. Da vi kom hjem efter flere timer på skadestuen og sygehuset fandt jeg hende stærkt beruset med en nybadet Emelie i hænderne, tydelig ude af stand til tage vare for hendes sikkerhed. Blev så ked af det, bad hende om at forlade mit hjem, en situation jeg måske kunne have håndteret bedre men mine følelser kunne ikke mere. Fandt senere ud af at hun kørte galt på vejen hjem og havde ødelagt bilen, heldigvis kom ingen andre til skade, det ville jeg næsten ikke have kunnet bære.

Hun valgte, som så mange gange før, at søge tilbage til den samme mand, han var dominerende, drak og slog, ligesom hendes egen far og er sikker på at der var det der endte med at være hendes endeligt. Hun forstod aldrig at bryde hendes egen sociale arv og det kostede hende livet.

Min intuition er meget stærk, måske endda overreagerende til tider, men den har minimum en gang redet Emelies liv og derfor stoler jeg blindt på den. Jeg har haft ret så mange gange at jeg overvejer at få tatoveret #hvadsagdejeg i panden. Har en evne til at se igennem mennesker og så er jeg svær at bryde med hvis jeg har dannet mig en mening. Gang på gang viser det sociale spejl sig og det kræver opslidende ressourcer at holde det i skak, og selvom jeg bestemt ikke har mit moralske kompas intakt, så har jeg lært at tackle det på min måde.

Har jeg så formået at bryde min egen, negative, sociale arv ? Ikke endnu, det er en rejse der vare hele livet og det er en kamp der skal kæmpes hver dag. Jeg har set, hørt og oplevet ting, som intet barn fortjener.

Begyndte tidligt at ”stikke af” når det hele blev for besværligt, har trådt mange kilometer omkring søerne i Sorø og tænkt tanker børn i den alder ikke burde bekymre sig om, var det min skyld, kunne jeg gøre en forskel og generel afmagt og sorg, men har også altid følt min elsket og værdsat af min mor og der må aldrig herske tvivl om at det også gjaldt den anden vej, hun og far har altid redet min røv hvis jeg havde lavet ulykker, både som barn og senere i voksenlivet. De mange detaljer kommer ingen ved og den kan tager vi indbyrdes den dag vi mødes igen.

Gør det så mig til offer, nej, det har gjort mig til det menneske jeg er i dag, på godt og ondt og har givet mig nogle værktøjer jeg prøver at udnytte positivt i stedet for bare at lade stå til og give op. Emelie er en stor del af mig og min sjæl, men opvæksten har givet mig nogle byggesten, der ikke kunne undværes i min opbygning. Jeg ser mig selv, som lidt firkantet, lidt for ordentlig og ugennemtrængelig. Under den gamle karakterskala havde jeg sikkert fået et 10-tal, ”for den sikre, men noget rutineprægede præstation” for er i bund og grund kedelig og skal altid havde styr på en masse inden jeg rykker på noget.

Nå men tilbage til spørgsmålet i overskriften.... Selvfølgelig gør man det, blod er tykkere end vand men, som en klog mand engang sagde er ”familie de venner man ikke selv har valgt” og det er, der stor sandhed i. Hjerteløs, egoistisk og selvhævdende er nogle af de klistermærker der for nyligt blev sat på mig, men intet kunne være mindre sandt, det har jeg, de mennesker der betyder allermest, ord for at jeg ikke er og det er det eneste der betyder noget for mig.

Hvorfor har jeg så skrevet og delt det her ? Fordi jeg havde behov for det og fordi jeg for en gangs skyld vælger at lytte til mig selv og gøre noget for min egen skyld.

Thomas