torsdag den 14. marts 2013

Lidt om radiostilhed og tankespind

Det er ved at være længe siden sidst i har hørt fra mig, og det har ikke været med min gode vilje at jeg ikke har haft sat mig ned og delt mit liv med jer...

Det har været en underlig tid, og ville egentlig hellere bruge tiden på at skrive om alt det positive der sker rundt om os, men de svære ting og de tunge tanker får stadig lov at fylde, og de har måske endda fået endnu mere plads på det sidste...

Byggeriet skrider fremad, og selvom der hele tiden skal tages beslutninger om dit og dat er det jo bare en håndelig bagatel i forhold til så meget andet... Men det bliver flot og det bliver en lettelse at få den ekstra plads, liftsystemer og badelejet. Og i den næste uges tid vælter de væggene til resten af huset, så der står den på sommerhusferie i dagtimerne... Det bliver meget rart at komme lidt væk fra det hele og få lidt vind i håret :)

Emelies skole er mere eller mindre faldet på plads, idet at den ene af de to skoler der var på tale, har tilføjet den neurologiske rapport at de ikke mener de kan rumme hende og selvom det egentlig var den skole de fleste regnede med, er vi lettet over hun kommer et sted hen vi ved hun vil føle sig godt tilpas. Men det har været et sejt træk, med tests, møder, rapporter der blev væk og meget andet...

Emelie har været syg den sidste måneds tid, den ene virus efter den anden har tæret på hende og har tricket hendes reflux så appetitten er stort set ikke eksisterende... Samtidig er hendes epilepsi stukket fuldstændigt af, så efter en pause på 3 måneder har hun haft 6 anfald inden for en måned hvoraf de sidste 3 har ligget inden for 4 dage.. Noget der tære på psyken og overskudet, men det er en lusket sygdom ingen ved hvor de har...

Tinas rygsøjlegigt plager hende stadig meget, det gør hun har meget svært ved at deltage i de daglige aktiviteter, men hun kæmper og gør hvad hun kan. Hun er ligesom de andre her i familien været ramt af influenza, halsbetændelse og forkølelser i massevis den sidste måneds tid.

Det sidste nye er at hun er blevet godkendt til at deltage i et forsøg med en type medicin der hos mange kan få bugt med de værste gener af rygsøjlegigt... Så fingre, tæer og andre ting der kan krydses er flettet...

Mine forældres skilsmisse ser ud til at falde stille og roligt på plads og min far får lov til at bo i huset, hvilket vi børn naturligvis er rigtig glade for, men det er også et stort sted med mange ting der skal holdes/ordnes, men så kan han da i det mindste holde fast i sine hobbyer indtil han ikke orker det mere. Mht min mor så er jeg ikke kommet længere, det har ikke rigtig været andet end "laden-som-ingenting" og "snakken-udenom" lidt ligesom det plejer... Og så smed hun lige en bombe af de helt store... Vil ikke afsløre den her, orker heller ikke at skrive om det, da alene tanken giver mig kvalme...

...Eller rettere sagt det giver mig ikke rigtig noget, for jeg har stadig ikke kunnet finde plads til at rumme eller føle noget som helst omkring alt det her... Det er simpelthen ikke det vigtigste, det er voksne mennesker vi taler om og kan selv tage ansvar... Men hvis det kommer til at gå ud over børnebørnene så kan farmand sgu godt finde de knapt så "rummelige følelser frem"

De ligger og lurer der inde, altså de knapt så hyggelige følelser... Jeg føler mig i perioder trukket så langt ned under gulvbræderne at følelser som angst, vrede, jalousi og agresioner titter frem (sidstnævnte går dog kun udover naboen på badmintonbanen, og ja jeg er en meget dårlig vinder...) Så selvom håndværkerne render rundt og larmer og Emelie brokker sig konstant så savner jeg af og til noget mere "støj", lyder underligt og det afspejler sikkert den sidste måneds sygdom i huset... Men nu kommer der heldigvis en tur om 4 uger, hvor vi forhåbentligt kan se frem til 5 dage i selskab med fantastiske mennesker i det sønderjyske... kom uge 15, kom snart :)

Nå, vil stoppe her, Emelie er ved at vågne igen igen og nu lover jeg jer at i høre fra mig snart igen og med lidt mere positive tanker... Foråret er på vej!! (hov nu sner det sgu igen...)

TT

PS. fik en lille optur over da Tina sagde til sygeplejersken på sygehuset at det var mig der fik tingene til at hænge sammen og var bindeledet, der fik familien til at fungere... Ros er altid godt, især når tingene er lidt på spidsen :)