mandag den 27. august 2012

Det sociale sidespor

Det her indlæg bliver nok det mest personfølsomme jeg endnu har skrevet, men jeg håber i bære over med mig og tager det som et rygklap for hvor meget jeg "tør" dele med jer...

Sagen er at jeg nu et år har gået hjemme på fuld TA fordi Emelie sover meget dårligt om natten og jeg derfor bliver nød til at sove om dagen de dage hvor Emelie kommer i børnehave. Egentlig er jeg jo heldig i den forstand at det ikke er alle der kan få en sådan aftale med kommunen, og jeg da egentlig også føler mig privilegeret.

Nu har jeg som sagt gået hjemme et år, og det er begyndt at give en social slagside, sådan føler jeg det i hvertfald selv. Er meget udadvendt og har altid nydt at gå på arbejde og dele min hverdag med andre mennesker, har altid taget initiativer til sociale begivenheder og har altid nydt kollegialt samvær.. Så er omvæltningen til pludselig kun at være i selskab med sig selv det meste af dagen altså stor...

Har overvejet forskelige frivillige tiltag, men det er rigtig svært at overskue når man ofte har behov for at sove det meste af dagen, og at finde et arbejde hvor man komme 5-8 timer om ugen hvor man selv bestemmer hvornår man kan arbejde er sgu heller ikke lige til at finde :)

Var på et fantastisk kursus denne weekend med LEV, kurset foregik på Oslofærgen sammen med en flok fantastiske mennesker, alle forældre til handicappede børn, og jeg blev i den grad tanket op socialt. Jeg nød det virkeligt i fulde drag.

Nu er hverdagen så kommet igen, Emelie havde en lorte nat i nat og derfor måtte jeg sove et par timer inden vi skulle til Ridefys. Vågnede flere gange og følte mig meget alene, blev faktisk rigtig ked af det... Har oplevet det før, specielt efter at havde været på ferie med familien, været til større fester osv. Og har meget travlt med at få et eller andet arrangement op at stå så vi kan mødes igen...

Hvorfor jeg reagere sådan ved jeg egentlig ikke, men det sker, det kan jeg ikke komme udenom. Skræmmer det mig ? Jeg må indrømme at det på det seneste har bekymret mig mere at jeg til tider kan tage mig selv i at føre samtaler med mig selv, men at det når det sker at det også påvirker mig... Føler jeg mig alene? Nej det gør jeg egentlig ikke, har jo min familie som passer på mig og fantastiske bekendtskaber :) Men det sociale sidespor har har fat i mig, og selv om der skal meget til før jeg bliver decideret  socialt afsporet, så kan jeg godt mærke at jeg bliver nød til at gøre noget... Om det så bliver at træne eller strikke aner det ikke, men finder nok på noget... Kunne være man skulle starte en kaffeklub ;)

TT

tirsdag den 21. august 2012

Tingen...

Står og skal på kursus, på Oslo-båden af alle steder, og i den forbindelse er vi blevet bedt om at tage en ting med der beskriver os selv som mennesker... HA! piece of cake tænkte jeg, jeg tager da bare en øhh... en...arghhh...Nå ja en...naaarjjj... Det var faktisk ikke så nemt for hvad i alverden beskriver mig som person, og da kurset handler om vores dejlige ungers fremtid, så ville det jo være nærliggende at vælge noget der knyttede mig til Emelie...

Men hvad beskriver egentlig det bedst...? Emelie har ændret mig rigtig meget som menneske, de fleste, inklusive mig selv, ville sågar påstå hun har gjort mig til et bedre menneske. Emelie er vores første barn og jeg er sikker på at de fleste fædre oplever en eller anden form for ansvarsforøgelse (hvis det overhovedet er et ord) Men da jeg stod der med min datter der efter et 6 minutter langt genoplivningsforøg var kommet til sig selv og en kone der var kørt direkte på operationsbordet, uden at vide om jeg havde nogle af dem hos mig om 5 minutter, der skete der noget... Noget som rykkede mig op med rod og plantede mig i en potte godt gødet med vilje til livet (For mange metaforer?) Det har ikke været lige nemt altid, har ikke altid været en af guds bedste drenge , har sviget dem jeg holder af mange gange, men tanken om ikke at kunne være der for Emelie og senere Nanna har i den grad ændret mig som person...

Har længe gået med overvejelserne om at få lavet en tatovering der på en eller anden måde symbolisere det, men også de følelsesmæssige kampe jeg kæmper... Faste læser genkender nok begrebet containeren der slår revner, men også den ubetingede kærlighed der opstod den nat og ved nøddåben  (se andre indlæg) Eller som beskriver det blik hun sender mig, når hun er ked af det om natten og jeg holder hendes hånd... Hvordan fanden foreviger man det...

Nå men tilbage til "tingen", er meget i tvivl, bloggen her har betydet så ufattelig meget for mig, det betyder alverden at så mange har lyst til at læse med, men det er lige så vigtigt for mig bare at få det skrevet ned og ud af kroppen, men at tage computeren med eller et billede at Bloggers symbol ville måske være lidt underligt... Karnovs lovsamling, som man jo i vores "fag" med fordel kan lære udenad er måske også lidt en overdrivelse... Kunne sgu også bare tage en flaske Cocio med (EEEELSKER Cocio) men det ville nok være lidt for plat he he...

Kan i have en dejlig dag derude, og endnu engang tak fordi i gider ligge øjne til mine "pladderier"