Sorg og kærlighed går hånd i hånd

SORG OG KÆRLIGHED GÅR HÅND I HÅND

Om en måned rejser jeg til det nordlige Tyskland, tilbage til det sted hvor jeg også var for tre år siden, på samme tid. Grunden? Først og fremmest for at komme lidt væk fra hverdagen, men også for at komme tilbage til det sted hvor jeg, for tre år siden fik nyheden om at min mor var død hjemme i Danmark...

Som de fleste af jer ved så havde jeg et anstrengt forhold til min mor og sorgen over tabet kom aldrig rigtig ud, hverken den dag eller dagen efter, min krop valgte dog den efterfølgende dag at give efter , ikke i gråd eller sorg, men med et angstanfald, noget jeg aldrig havde oplevet før, jeg havde det så skidt at jeg, mere eller mindre, var sikker på jeg skulle dø... Min krop valgte simpelthen at give efter og kortslutte og tankerne, i dag, går på at den indestængte vrede og sorg var skyld i det, at min krop bad mig slippe kontrollen og give slip!

Det er den eneste gang jeg har oplevet et angstanfald, men kender et par stykker ,der dagligt kæmper med angsten og I har min dybeste respekt. Det er et område der slet ikke er nok fokus på!

Sorg kan komme ud i mange former, ikke kun når vi mister, men også når liver feks ikke lever op til de forventninger vi har eller når det tager uventede drejninger...

Sorger jeg oplevet er blandt andet :

Når Emelie ser lillesøster hoppe på trampolinen ,velvidenene at det kan hun ikke, det skaber ikke kun en sorg hos hende , men også hos os forældre... Tanken om at Emelie en time før hun blev født var et sundt og rask barn og uheldige omstændigheder at hun i dag er fanget i en umulig krop er en af mine største sorger.

En anden ting er at se den kvinde man elsker ikke længere kan det hun kunne før, i samme omfang,gør ondt, ikke kun på hende men også på mig som pårørende, for man mærker hvor meget det påvirker hende og man kan ikke gøre andet end at være der og hjælpe så godt man kan, også selvom det er vigtigt at give plads og ikke bare forsøge at overtage alt.

Sorgen over at miste er måske nok den største, men sorg kommer i mage størrelser og det bringer mig tilbage til Tyskland... Jeg glæder mig til at sidde ved søen og mærke, mærke mig selv, min familie og det vennepar, som også var med den gang, de der altid er der når det er svært og kan SE det... Ikke mærke sorgen, for den er kommet, i små doser sidenhen, men for at få afslutte ting med mig selv. For faktum er at jeg jo elskede min mor på trods.

Sorg er, i min verden, noget der hænger uløseligt sammen med kærlighed og de to ting kan ikke stå alene.