søndag den 9. februar 2014

Afhængighedsproblemer

Ja overskriften siger det hele og alligevel ikke, for er hverken afhængig af stoffer eller alkohol, og tager det heller ikke som et problem at folk er afhængige af mig, tværtimod... Men af og til føler mig afhængig af at folk er afhængige af mig... Forvirret ? Tja, også mig, men vil for min egen skyld prøve at komme med en udredning (Dejligt ord som man har lært med et barn som Emelie ;))


Til dem der ikke kender mig eller har fulgt bloggen så længe, leger jeg lige copy/paste klovn og poste præsentationen af mig selv fra indlægget "Om mådehold, kendskab og offerroller"...


"Jeg er 34, er født og opvokset på Sjælland i familie struktur der på overfladen virkede perfekt, men med en barndom har båret på mange dæmoner som bl.a. alkoholmisbrug, psykisk sygdom og en storebror der blev slået ihjel da jeg var 13. Derudover var jeg selv meget syg af både astma og epilepsi og tilbragte størstedelen af mine første 5 år i en seng på Riget...

Det har kostet mange psykolog timer og en "slagfærdig" hustru at få mig banket på ret kurs, da jeg altid har lært at gemme på problemerne og lade dem eksplodere ud af det blå.

Lykken var stor da vi ventede vores første barn, men lykken varede kort da Emelie blev kvalt i navlestrengen og var død i 6 minutter efter fødslen... En medfart der kostede... Emelie blev genoplivet, men gik konstant i kramper og blev pumpet med stoffer... Til sidst gav lægerne i Holbæk op og der blev sendt bud efter "baby-ambulancen" fra Riget. Emelie nåede at blive nøddøbt på sygehuset inden hun blev kørt til Riget. At vi efter 1½ måned kunne få Emelie med hjem var et herligt mirakel :)

I dag kæmper hun med svær hypoton CP, reflux, astma, allergier samt en gradvis forværrende epilepsi. Emelie er normalt begavet, men fanget i en umulig krop og har intet sprog, og det ved hun... Det koster tit skuffede blikke og tude-ture når hun ser hvad andre formår...

Emelie har en lillesøster der ligeledes har fået faderens "dårlige gener" og slås med astma og allergi... Dertil kommer at hun har en mindre fysiologisk hjertefejl som også skal følges, og selvom det ikke er noget særligt, er det stadig en lille ekstra ting i dagligdagens bekymrings-tank.

Står selv i dag med fuld TA da Emelie sover dårligt om natten (oppe 10-20 gange pr. nat) med de "problemer" det kan give med forskellige søvnmønstre og social slagside grundet manglende kontakt til kollegaer osv. Man bliver lidt sær af at gå og snakke med sig selv det meste af dagen ;)

Min elskede hustru, har desværre fået konstateret rygsøjle-gigt og er meget plaget af det, hun deltager pt. i et forsøg som svækker hende endnu mere og derfor hviler endnu mere på mine skuldre, som heldigvis er blevet bygget brede over de sidste par år :)

Nu kender du lidt til mig, nu kan du dømme mig..."


Nå men tilbage til emnet... Jeg er et komplekst sammensat menneske, og inden det kommer til at lyde alt for selvhøjtideligt, så er det ikke altid positivt... Har gennem hele livet i stigende grad jagtet anerkendelsen fra andre, nogen gange i en sådan grad at jeg har overset den åbenlyse anerkendelse der rent faktisk kom.


Føler tit at jeg, når jeg går hjemme,  passer hus, sørger for alt "spiller", og sørger for at forretningen "Færøvej 19" køre, at det rammer lidt hårdt når f.eks.. min gigtplagede hustru kommer fra en lang og opslidende dag ikke ligefrem kaster sig om halsen på mig og roser mig for at have passet Emelie at der er ryddet op og gjort rent, at der er vasket tøj, lavet aftaler med sygehus, ergoterapeuter og skole... Men selvfølgelig skal hun ikke det... Hun er træt og slidt og anerkender mit arbejde, men hun behøver jo ikke ligefrem medbringe bannere, et hornorkester og dronningen der kan holde en tale om mine fortræffeligheder...


Folk siger af og til at det må da være dejligt nemt bare at gå hjemme, og i vores situation er det da også den bedste løsning, men det er altså ikke en dans på roser...


Man er til tider meget alene, og det er selvfølgelig selvforskyldt, og heldigvis har vi da fået nogle utrolige venner gennem vores netværk som afbøder lidt på "tomrums-faldet"... Men derfor tilbringer man stadig  meget tid med sig selv... Man "snakker" en del med sig selv og der skal ikke så meget polemik til at man bliver slået lidt ud af fatning, man har jo trods alt 100 % kontrol over alt hvad der foregår omkring en fordi man stort set er med i alle beslutninger og detaljer... Og når fatningen så ryger, så går det gudhjælpemig ud over de selv samme mennesker man forventer står klar med konstant anerkendelse... Ikke noget at sige til man konstant føler sig rundtosset...


Sover en af og til om dagen pga Emelie er meget oppe om natten, men prøver i mindre grad af gøre brug af det... Drømmer stort set hver gang at jeg er helt alene i verden, eller at der sker noget slemt med Emelie, og vågner badet i sved... Og det er ikke særligt konstruktivt i forhold til dagens videre forløb... Hvis jeg til gængæld ikke får den rigtige søvn så skaber det også problemer...


Kæmper, mest med mig selv, for at få tingene til at fungere til dagligt, for det er virkeligt svært ikke at kunne gøre den store forskel, andet end at skabe rammerne for at min familie har de bedst tænkelige dagligdag... Frygten for ikke at kunne slå til og angsten for at miste blander sig også af og til...


Lige nu virker det her indlæg en anelse rodet og fandt egentlig ikke selv svaret, men håber trods alt det gav en lille smule mening for jer :)


TT

4 kommentarer:

  1. Det kunne have været mig der havde skrevet det du netop har beskrevet Thomas. Jeg forstår præcis hvad du mener.
    Hilsen endnu en hjemmegående handi-mor
    /Rikke

    SvarSlet
  2. Kære Thomas - Jeg forstår dig fuldt ud. Der er noget paradoksalt i at du skriver: Kæmper, mest med mig selv, for at få tingene til at fungere til dagligt, for det er virkeligt svært ikke at kunne gøre den store forskel, andet end at skabe rammerne for at min familie har de bedst tænkelige dagligdag. Kan du se det?? - du gør jo en kæmpe forskel for både dine børn og din kone med det valg du har taget! Gå ud til spejlet og kig dig selv dybt i øjnene og se på den mand der kæmper så hårdt for at gøre det bedste for sin familie og sig selv. Du gør jo netop det største man kan "skabe rammerne for at din familie har den bedst tænkelige dagligdag" :-) Det er en stor opgave :-). Lykke afgøres ikke af hvad vi udsættes for her i livet men af hvordan vi håndterer det vi udsættes for. ;-)

    SvarSlet
  3. Kære Thomas! Jeg har før læst din blog og faldt over den igen i aften. Jeg tænker, din ærlighed er befriende. Og jeg kunne ikke finde på at dømme dig. For hvad? For at være et menneske? Et menneske gjort af kød, blod og sårbarhed? Et menneske som der findes flere af.

    Vi er andre end dig der også kan føle os fortabte i familien, føle at vi hænger på den, at det hele afhænger af os og ingen er taknemmelige. Ingen ser os....
    Også andre end dig kan tænke tanken: gid...
    Tænke det man ikke tænker. ...
    Men jo... nogle nætter tænker vi andre det også: gid jeg var alene. Gid ...

    Dit indlæg er ikke rodet. Det er - til eftertanke. Til spejling. Genkendeligt.

    SvarSlet
  4. Jeg kom endnu engang til at tude , da jeg læste dit sidste nye blog indlæg .. Moske forde du sætter ord på en masse "ting"som også findes i mit liv ?? Jeg prøver også at hjælpe alt og alle omkring mig , men moske jeg også skulle prøve at hjælpe mig selv , give lov til at være den der ikke altid har styr på alt herhjemme .. Men samtidig er jeg vist også lidt afhængig af, at blive rost for at have styr på det :-)

    Og så vil jeg ellers ønske alle "her" et hyggeligt , stille , dejligt , trygt og lykkebringende Nytår ..

    SvarSlet