Tilbage til tasterne og lidt om curlingperspektiv...

Kære alle

Dette indlæg har været længe under vejs, alt for længe, men det sidste års tid har budt på udfordringer der har skubbet skriveriet ud på et sidespor...

Året der gik

Ikke at vi skal bruge for meget tid på at dvæle ved årsagerne, så har jeg opdaget hvor meget det fylder når ens barn begynder i skole, hvor meget skiftet fra seks år i specialbørnehave til at begynde i en specialskole... Et skift hvor man mere eller mindre begynder forfra med forhold, kommunikation, hjælpemidler og meget andet...

Tinas gigt har virkeligt spillet med musklerne i året der er gået, det har gjort ondt at se kvinden man elsker overalt på denne jord kæmpe på den måde... Hun har været sej og det ser ud til at det medicinske forsøg hun deltager i har bremset udviklingen af hendes sygdom for en stund, men hun bruger stadig en uges tid hver måned på at slide sig på arbejde og gennemføre dagen...

Lillesøsters hjerte virker til at være i topform trods af at mislyden til tider stadig kan høres, test tyder på at det går den rigtige vej og at hun vokser fra det, og det er virkelig en lettelse ikke at skulle kæmpe med det også :) (Her bliver jeg nød til at sende en tanke til de par vi kender med hjertebørn, for det er sgu ikke sjovt når sygdomme rammer vores mest livsvigtige organ...)

---------------------------------------

Nå, men vi skulle vel også i gang igen, for der er virkelig mange ting der nager mig for tiden, det være sig både familiemæssigt og om mine medmennesker generelt... Nu ved jeg godt det IGEN kommer til at lyde som brok, men hey det er jo min skraldespand det her og nu har i jo lige fået 1½ god nyhed herover, og i skal jo ikke blive alt for forvente ;-)

Intern fnidder

Min verden er i øjeblikket fyldt med alt for meget ligegyldigt fnidder, fnidder der egentlig burde prelle af på mig, men til min store irritation sætter det alligevel nogle spor...

Er der noget jeg har lært af at få et barn som Emelie er tolerance og medmenneskelig overbærenhed, egenskaber jeg er sikker på min opdragelse havde skænket mig uanset livets udfordringer, men det er jo ikke til at garantere... Derfor irriterer det mig også grænseløst når folk i så udbredt grad viser mangel på selv de mest basale medmenneskelige færdigheder...

Når folk i vores nærmeste omgangskreds vælger os fra pga af Emelie så hopper min kæde fuldstændigt af, rent faktisk ved jeg ikke om det er pga Emelie, men sammenfaldet af hvornår vi blev valgt fra passer meget godt med Emelies udvikling. Opdigtede historier og løgne kan jeg ikke bruge til noget... Når man gang på gang vælger os fra, og så tilmed beskylder os for at havde valgt dem fra på bagrund af komplet fordrejede og usaglige grunde, så kan JEG ikke bruge dem til noget... At jeg så tilmed skal være vidne til at min elskede hustru bryder sammen i gråd pga tankeløse mennesker, så er jeg klar til at svinge det metaforiske boldtræ og afbryde alt kontakt... For vil de ikke os og Emelie, jamen så er de ingenting værd for MIG.

I min egen familie har jeg været vidne til at, end ikke et tragisk dødsfald, kan åbne døren for et samarbejde, men at man til stadighed kæmper stædigt imod alt fornuft og i stedet med barnligt tilgang til tingene svigter dem man engang elskede i en svær stund.

Nu kommer jeg måske til at lyde en anelse dobbeltmoralsk, at jeg på den ene side ikke gider bruge mere til på den del af min svigerfamilie der har valgt os fra, og så samtidig ikke forstår at man i min egen familie på den måde kan slå hånden af nogen... Men har selv flere gange tilgivet min egen mor, for en eller anden dag er hun her ikke mere og den store forskel ligger i at HUN gerne vil os og Emelie...

Eksternt fnidder

Men det er ikke kun på de interne linjer det hele, i mit hoved, virker som om det er kørt af sporet...

Lokal dialog/diskussion omkring handicapparkering, der i flere perioder tangere decideret voksenmobning og en arrogant tilgang til "dit og mit". Utroligt at folk ikke har mere og gå op i end et par skide parkeringspladser i en by med 3000 indbyggere...

Men det er åbenbart en tendens at folk i stigende grad udelukkende ser indad, oplever det ugentligt når jeg er til træning med Nanna i hendes håndboldklub... Oplever folk der er fuldstændigt ligeglade med at deres børn fjoller rundt på banen, sparker til boldene, slår/sparker/hiver de andre børn, men hvis der er noget der genere dem er de ikke for fine til at springe ind på banen i deres beskidte udesko og diktere trænerene i deres arbejde... Trænerne er dygtige, det er derfor vi har valgt klubben, som i øvrigt er en udbryderklub fra byens oprindelige hold (også her er der opstået fnidder om linjer, haltider osv, problemer der forsøges løst med barnlige udfald og latterlig mudderkastning). Men selv trænerne kæmper forgæves, mest fordi at den pædagogiske tilgang byder at børnene trænes med et toneleje der får marte meo princippet til at virke som en schweizisk kostskole... Skulle det ske at træneres hæver stemmen, vågner Gucci-forældrene op fra deres vigtigste mission ved træningen nemlig at sladre og socialisere, og deres øjne lyner mod træneren... Det var sgu ikke gået i mine unge håndbold år :)

I disse Vinter-OL tider er der meget snak om de danske curlingatleters medalje chancer , men med det spillermateriale der er blandt de danske forældre burde vi da være sikret en topplacering...

Bevares er da selv en af sportens allerfineste eksemplarer, men det er vel naturligt at man som forælder til et barn som er 100% plejekrævende, og lillesøsteren nyder bestemt ikke af forældre der fejer alle problemer væk for fødderne af hende, og nu vil jeg spille p.... hellig, men det kan man faktisk se efterhånden, bla. til håndbold (smiley med glorie ) Men inden glorien bliver alt for blank skal jeg da være den første til at indrømme at jeg da heller ikke føre Nannas mindste bevægelse på banen, men at telefonen og div netaviser et par gange under træningen får min opmærksomhed :)

Min redningsplanke

Er med i en helt fantastisk og uundværlig netværksgruppe, der ved hvem jeg er og hvad jeg har at slås med... De er ALTID klar til at hjælpe, ligesom de ALTID kan stole på mig og min hjælp hvis behovet opstår. Som jeg skrev i en opdatering, så er det rart at, når hele verden er i mod dig, at kunne gå over på den anden side af vejen og ryddet alle problemerne væk og igen se glimt af det lys der altid er for enden af tunnelen :) Og for at pudse glorien en ekstra gang må jeg konstatere at det der styrketræning ham genboen har lokket mig til er en gave for både hjerne og krop :)

TT

Ps. Ovenstående er udelukkende et udtryk for MIN personlige holdning, og t det selvfølgelig er en afspejling af at det, forhåbentligt, er de få der ødelægger det for de andre...
Der skal i øvrigt lyde en tak til jer der har afleveret småbekymrede beskeder i min indbakke, men vi har det godt, har bare ikke haft overskuddet til at blogge :)