fredag den 4. november 2016

Er du okay far?

Sad med Emelie nede hos lægen, endnu en lungebetændelse truede, så hun var af gode grunde godt mat, alligevel brugte hun en masse kræfter på at styre sine spastiske muskler og lagde sin hånd i min og kiggede på mig med et sørgmodigt blik... Et blik der borede sig ind i mig og, som meget insisterende, så ud til at spørge : ”Er du okay far?”

Og det ærlige svar ville rent faktisk være...

Nej lille skat, far er faktisk ikke okay... Far er træt, træt af ikke at kunne sove, træt af ikke at kunne følge med, træt af ikke at kunne finde den indre ro, træt af at blive overset,  ærlig talt så er far lidt træt af det hele lige nu...”

Efteråret er en hektisk tid, alle aftaler har holdt ”sommerferie” så alle uger op til jul er stort set booket op med hospitalstider, afprøvninger af ny kommunikationscomputer, børneklinikaftaler, specialtandpleje, opmålings og reguleringsforløb på ; manuel kørestol , el-stol, DMO dragt og liftsystemer...og en generel bekymring for flere beboers helbredsmæssige tilstand... Dertil kommer alle de ting som ”normale” familier også skal have tid til, såsom skolefester, halloween, julefroster, indkøb, rengøring, tøjvask, skift af dæk på biler og alt det andet der trigger stressfaktoren hos leverpostejssegmentet...

Så bilder mig faktisk ind at det er okay at jeg ikke helt kan følge med, eller rettere sagt, jeg kan godt følge med rent fysisk, men det indre krøller sig tit sammen, som en lille dreng, der ligger i fosterstilling på gulvet og er ked af det fordi han igen føler sig forbigået og forfordelt af sine forældre...

Den indre skævvridning har en tendens til at sætte sig”uden på tøjet” og gør trætheden og tristessen til at få øje på, for nogle gange bliver man ærlig talt bare træt af at ”lade som om” og selv om det ikke lige frem ligger i min opdragelse, så har jeg det faktisk bedst ved at være mig selv uden facader og klicheer...

Det koster venskaber, men i vores situation har vi nok også bedst af at være sammen med de få ægte end de mange falske, at kunne gå over og bede om hjælp uden at de forventer at få noget igen, et kram på en svær dag eller en kop kaffe og en sludder om det der rør sig... Og så er de de eneste mennesker der kan tillade det jeg egentlig hader allermest ved at få besøg, nemlig uanmeldt besøg, for i en kaotisk verden hvor tingene skifter i løbet af sekunder, er det en af de ting jeg gerne vil have i fred, nemlig i min ”hule”...

Er omgivet af de bedste, ville ikke overleve det her uden mine børn og min elskede hustru, som til trods for hun selv kæmper mod rygsøjlegigt, giver sig fuldt ud, og giver mig energien til at komme videre når det hele er svært, og heldigvis er vi begge lige stædige og lige dårlige til at bede om hjælp ;)

Nå... Der er lys for enden af tunnelen, det er jo snart jul … Tja... Men i mit tilfælde er julen så et godstog der skaber det lys jeg kan skimte for enden af tunnelen, for må indrømme at julen ikke er min favorithøjtid , dertil har min barndoms traumer kostet for meget og gjort glæden ved julens komme til an semifesen og lunken fornemmelse, hvilket er rigtig svært når både børn og fruen i huset ELSKER julen og næsten ikke kan vente med at komme i gang... Men i stedet for at trække et af de unødige offerkort som er blevet så populære, lader jeg mig bare følge med og tilbyder gerne min mandige assistance når når noget tungt eller besværligt skal sættes op og når fruens julebag er så uovertruffen, som den er, ja så kan man jo heller ikke sige nej til det :p

Så er den sære type der ser frem til det kolde og mørke januar, for der begynder sygdomme, aftaler og tamtam at lægge sig og give ro til de indre linier... Men hvis ikke jeg skulle være sær, hvem fanden skulle så...


TT 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar