torsdag den 29. januar 2015

JAGTEN PÅ DET FORSVUNDNE SPEJLBILLEDE



Lyder egentlig lidt som en dårlig kopi af en Índiana Jones film, men det er mere en refleksion af mit liv i denne tid...


Julen er vel overstået, dæmoner stod som altid i kø, men de var nemmere at kontrollere i år, mener selv det er fordi jeg er kommet mere i balance i det seneste års tid, men hvad nytter det når man så vælter og taber spejlet der reflektere ens inderste væsen, som noget af det første i det nye år... Kvalmende metaforisk ? Måske, men prøv alligevel at følge med..


Har længe haft svært ved at finde det rigtige sociale ben af stå på, har vaklet en del og har haft en fantastisk tendens til at skyde skylden på den manglende udadvendte sociale kontakt... Det er ikke nemt at gå hjemme, den bredside kan hr. og fru Danmark ikke rigtig forstå, men når alt drejer sig om handicap, sygdom og enesamtaler med sig selv, så rykker det altså en del ved selvforståelsen....


Social angst, en fumlende tilgang til omgangen af andre mennesker, en søgen skjul bag ved facader af klogskab, vittighed og planlægning af 17.000 forskellige ting, er nogle af de mange ting der præger min hverdag....


Den sociale angst


Den sociale angst har egentlig altid været der, var ikke den mest højtråbende eller populære i skolen, levede et stille liv hvor jeg hjalp for mange og fik for lidt igen, havde både de rigtige og de forkerte venner... De forkerte var gode til at udnytte med godhed og gavmildhed og det var ikke sjældent at der blev brugt løgne og for mange ressourcer på at tilfredsstille dem...


Netop det med at bruge alt for mange kræfter og tiltider usandheder på at tilfredsstille andre var et voldsomt og gennem ungdommen et stigende problem, der til sidst var ved at smadre mit liv... Det var jo det der var termen, blev jo selv beskyttet fra de grusomme sandheder og blev trukket op igen og igen hvis jeg havde begået fejl... Så troede det var sådan livet fungerede... Men mit ægteskab og en dygtig psykolog har langsomt men sikkert fået mig tilbage i balance...
Alligevel formår jeg at synke... Om ikke til bunds, så nok til ikke at kunne bunde i et par sekunder...


Planlæggeren


Venter lige med den "fumlende tilgang til andre mennesker", den gemmer vi til sidst da den skal binde sløjfen på denne historie... I stedet vil jeg skrive om den, nærmest selvhøjtidelige, "skabertrang" der overvælder mig konstant... Skal havde planlagt noget... Der må sgu da være noget der skal planlægges, nogen der skal have noget planlagt osv...


Vi er en gruppe der rejser sammen, rejser og rejser er måske så meget sagt, vi er da aldrig nået længere væk end nordtyskland... Men vi hygger os når vi er afsted, men grundet Emelies stigende "søgen ind i sig selv" og handicap er det blevet vanskeligere og vanskeligere... Ligesom det heller ikke bliver billigere efter alle ungerne er begyndt i skole


Her til foråret går turen til det midtjyske, og det har denne gang været stort set umuligt at ramme alle kriterier og gøre alle tilfredse... Og det tærer på kræfterne... Så tvivler på at der bliver planlagt flere tur fra min hånd... Har jeg sagt før, men forskellen denne gang ligger i at jeg siger det FØR turen og ikke EFTER... For er det virkelig det hele værd..? Vil så lige sige at jeg elsker at planlægge og virkelig nyder turen og samværet med de mennesker vi er afsted med... Men bliver nød til at tænke på mig selv, og det bliver ikke nemmere med tiden...


 
Det fumlende fjols


Nå men tilbage til det "fumlende"... Har i den senere tid haft svært ved ikke kende almindelig medmenneskelig opførsel, har været suret ind i jalousi, angst og en sær form for udlængsel, der indebære en trang til at hanke op i familien og komme ud eller måske bare lidt mere i hverdagenn en udlængsel som i samme øjeblik bliver afløst af en trang til at krybe sammen i et hjørne af huset og tænke at jeg skal "slæbes herfra" ... Har haft en tendens til at "stikke af" fra mig selv og ikke kunne genkende mig selv, og ved andre haft det på samme måde... Det sker primært når jeg er ude af min "comfort zone" bl.a. fordi der har været mange mennesker... Men jeg skal ikke erobre verden, jeg skal sikre "min egen"



Tilbage til overskriften... Har haft svært ved at se mig selv i spejlet, har haft svært ved at kende mine nærmeste, men det skyldes mest at jeg ikke kunne kende mig selv... Forsøger desperat at klinke spejlet inden det krakelere fuldstændigt... Det er lykkedes før...Og det vil lykkes igen...

Nærmeste fremtid


Kan mærke det flimre svagt, og der er brug for fuld fokus på det rigtige værdier... Emelies epilepsi spiller med musklernes, Nanna har det svært, hun føler sig forfordelt både af mor og far men også af nogle af de familiemedlemmer hun selv spejler sig i... Herhjemme er tonen lagt om og det bære hurtigt frugt, men det kan ikke fjerne alt... Tina sygdom i rygsøjlen, der trods forsøg med biologisk behandling, spiller også med de hårdtpumpede muskler... Og hendes arbejdsliv bliver virkeligt vanskeliggjort og hjælpen hænger ikke ligefrem på træerne... Og de må aldrig komme i tvivl på at jeg elsker dem og vil gøre alt for dem...






Så der er rigeligt at tage fat på her på den hjemmelige bane og det vil jeg først og fremmest tage hånd om og bruge min empati på... Også selvom folk tæt på os har det svært, men de må nøjes med den nøgterne og firkantede ”mig”


TT

Ingen kommentarer:

Send en kommentar